Ladies Night

For genert

Jeg har faktisk været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette indlæg. Om det ville udlevere Villum for meget. Men det har fyldt rigtig meget i mit hoved, og når jeg deler, så får jeres kommentarer mig tit til at se nye perspektiver og muligheder. Generthed som indlægget her handler om er heller ikke en svaghed, men en udfordring. Villum har altid været tilbageholdende når det kommer til at snakke med andre end lige os herhjemme, og han skal bruge en god rum tid på at tø op. Det er egentlig okay, men det er faktisk ved at blive lidt et problem. Det mener hans pædagoger i hvert fald, og jeg vil faktisk give dem lidt ret. De kan sagtens høre han har et godt sprog, når han snakker med de andre børn, og hans ordforråd er også alderssvarende. Men de voksne vil han ikke rigtigt snakke med åbenbart. Til samlinger er han heller ikke altid deltagende, og han kan godt sidde i hans egen verden. Han har snart gået der i halvandet år, så den første generthed burde have lagt sig kan vi godt blive enige om.

Som sagt er der ingen ko på isen, når han er hjemme. Så kører snakketøjet uafbrudt. Men kommer der gæster lukker han i. Hans bedsteforældre vil han som regel gerne snakke med, men ellers skal der virkelig indsats og tid til at lirke ham op. Også hvis der er børn med. Er børnene så oppe på hans værelse uden voksne, så er der ingen problem. Så det er åbenbart kun voksne han er genert ved.

Jeg har selvfølgelig haft hjernen i blød, men jeg kan ikke komme på hvad der kan være problemet. Andet end generthed. Villum kan faktisk også selv sommetider fortælle han er genert. Jeg synes aldrig vi har presset ham. Vi forsøger at få ham til at sige godmorgen, farvel osv. henne i børnehaven, men han nægter som regel. Han skal være med i en sproggruppe i børnehaven, og det er selvfølgelig for at få ham i gang med at snakke med pædagogerne. De udførte en sprogtest på ham i sidste måned, og jeg havde også en del jeg skulle udfylde her hjemme. Hvilke ord og begreber han brugte, og jeg kunne vinke de allerfleste af. Det kunne de ikke børnehaven, og sammenholdt med deres observationer har de sat en indsats i gang.

Jeg havde ikke set den komme så langt, og naturligt nok bliver jeg lidt ked af det, når noget påpeges omkring mit barn. Det er vist meget normalt som mor. Jeg synes det er rigtig fint de gør en indsats, for det duer jo slet ikke når han skal i skole, at han kun snakker med de andre børn i frikvarteret. Jeg ved ikke helt hvad vi kan gøre anderledes her hjemme for jeg kan (og vil ikke) tvinge ham til at snakke med folk. Jeg har (selvfølgelig) googlet emnet, og kan se det vigtigste er vi ikke italesætter og stempler ham som genert. Hvis han ikke vil snakke kan vi gøre det for ham, men selvfølgelig inddrage ham. Fx “Vi har været i svømmehallen, ikk´ Villum?” eller “Er det din plads der henne?” Hjælpe ham i gang, og give ham mulighed for at deltage i samtalen på hans præmisser.

Nu til det gyldne spørgsmål. Har jeres børn været så generte, og hvordan dealede i med det?

   

13 kommentarer

  • Jeg vil lige tilføje, at jeg selvfølgelig IKKE mener at der skal laves om på din dejlige dreng, og at det er en del af hans personlighed og der skal være plads til ham Præcis så dejlig som han er. Men hvis det begyndervanskeligheder blive et problem, så gør det jo ikke noget at tænke over hvilken en betydning det har for ham, går han glip af noget pga generthed, kan han få en endnu bedre dag hvis han kan lærer at være mindre genert. Jeg tror bare jeg med min kommentar, ville sige at jeg mener at man altid skal lade tvivlen komme barnet til gode ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • henriettelund

      Det er rigtig fint skrevet, og jeg er helt med på hvad du mener 🙂 Spændende læsning, men kan ikke helt genkende Villum i det. For jeg oplever ikke han er bange for at tale. Bare genert, og er han lige i humør bralrer han løs. Han har også mange gode venner, så tænker ikke han er selektiv i den forstand.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • kære Henriette.
    Der er noget ved dette indlæg, der får mine pædagogklokker til at ringe lidt. Og det er fordi jeg har lidt erfaring inden for det som kaldes selektiv mutisme. Jeg har arbejdet med et barn, som i hjemmet hos mor og far gerne ville snakke, og som du beskriver lod mundtøjet køre konstant. Men i børnehaven talte hun ikke i nærheden af voksne, som i overhovedet ikke. Hun havde 1 meget nær ven i børnehaven, og når de legede og hun troede ingen voksne så dem, så kørte mundtøjet for fuld fart, og på den måde kunne vi snige os ind på hende for at kunne følge hende sprogligt, hvor hun var helt alderssvarende. Men hun havde af en eller anden grund bestemt sig (selektivt) for at hun ikke vil tale med, eller foran voksne. Hun havde gået i børnehave i 1,5 år da jeg startede, og jeg satte ind med et mål om at oprette en god, nær og tryk relation til hende. Jeg brugte af den grund selvfølgelig lidt mere tid og energi hos hende, men altid sammen med andre børn også, så hun ikke blev taget ud af gruppen i mit forsøg på at skabe en tryk relation. Det der skete var, at hun stille og roligt blev mere og mere tryg ved mig, og i løbet af 6 måneder lykkedes det mig at få hende til at svare når jeg spurgte hende om noget, eller hvis der var noget hun gerne ville have hjælp til fik jeg hende til at bruge ord, hvor hun før tvang os til at gætte hvortil hun nikkede. Jeg synes selvfølgelig ikke det lyder til at det er den samme situation hos jer, men der er nogle ligheder, og det vigtige er jo at sætte rigtigt ind for at hjælpe barnet. Nogle børn har bare brug for en helt særlig og tæt tilknytning, og det SKAL der efter min mening bruges tid på. Jeg ville, som mor, spørge lidt mere ind til hvad pædagogerne gør særligt for at få en relation til ham, for han er da alligevel ikke ældre end at han selvfølgelig har brug for voksen kontakt i løbet af en dag. Prøv at undersøge begrebet selektiv mutisme lidt, og så kan du jo se om du overhovedet selv kan se nogle ligheder, om ikke andet finde lidt guide/råd til hvordan man kan hjælpe ham af med denne generthed. 🙂
    Han ser nu meget sprælsk, levende og dejlig ud på dine billeder ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg synes Charlie har nogle rigtig gode pointer.
    I stedet for en eller anden indsatsgruppe (ej, det lød dumt), kunne børnehaven så ikke tildele ham en voksen, så han oftere kun havde én at forholde sig til?
    Det kræver selvfølgelig nogle flere ressourcer, men jeg kan sagtens forstå hvis han ikke føler sig “snakke-tryg” når han skal forholde sig til mange personer på én dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • henriettelund

      Tjo… Han har jo en primærpædagog, og den afdeling med de 3 – 4 årige han går i er rimeligt skærmet. Men tænker den dialogiske læsning og arbejde i en mindre gruppe vil være rigtigt godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lillepigen var på samme måde frem til hun var passeret 4,5… Hun kunne fx ikke gennemføre synstesten da hun var 4, da hun slet ikke kunne have at doktoren (eller andre voksne) talede til hende.. Det har dag liiige så stille gået over – nu holder hun slet ikke mund:o

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære du
    Hvor er det et godt og vigtigt (og modigt) indlæg. Jeg kan sagtens forstå din bekymring, men ved du hvad? Jeg bliver altså også en lille smule vred – jeg synes at det er så urimeligt at der ikke er plads til at være en eftertænksom, reflekteret dreng, der har brug for ekstra tid for at føle sig tryg i en given situation. Jeg synes at det lyder helt vildt at sprogteste og alverdens ting og jeg bliver rigtig ked af det over at du skal bryde dit hoved for at finde ‘problemet’ – som jeg ser det er det udelukkende at skabe et problem hvor der intet er. Jeg håber at du kan holde fast i at din drengs personlighed er lige som den skal være – og værne om den, selvom den åbenbart ikke er helt som vores meget ekstrovert-orienterede samfund kunne ønske. Jeg kan virkelig sagtens forstå at du er indstillet på at samarbejde med pædagogerne og hjælpe Villum bedst muligt, jeg synes bare at det er synd at hjælpen ikke istedet går i retning af at skabe et lille miljø i børnehaven hvor han finder den tryghed, der skal til for at åbne op – uanset hvordan man vender og drejer kan det nemlig være virkelig hårdt (for alle børn, men især for de, der er introverte) at være i en institution med mange børn, højt lydniveau, flere forskellige pædagoger i løbet af en dag osv…

    For at svare på dit spørgsmål så er Emilie lidt yngre end Villum så det kan ikke helt sammenlignes, men hun er mega genert – i en grad hvor hun som spæd græd som pisket hvis fremmede så meget som kiggede på hende. Nu går det lidt bedre, men hun klapper i som en østers når der er andre end de aller nærmeste til stede – på trods af at hun ellers snakker som et lille vandfald. Hun bliver også stadig ked af det hvis fremmede (voksne) kommer fysisk tæt på. Vi er så heldige at hun er i en dagpleje hvor hun bliver mødt med kæmpe forståelse, men jeg kan da godt bekymre mig om hvordan det skal gå hende når hun ikke længere skal være der…

    Jeg læste denne her artikel for nyligt og kom til at tænke at du måske også kunne have glæde af (i hvert fald dele af) den – det er nemlig helt ok at være genert/sensitiv/følsom/introvert – hvad end man kalder det 🙂

    http://www.kommunikationsforum.dk/kristine-bindslev/blog/hele-danmarks-familievejleder-lola-jensen-om-saerlige-foelsomme-boern

    Ps: Pyh, det er sørme lidt svært at formulere sig ordentligt omkring følsomme emner som dette – jeg håber at du forstår at jeg er på din side og at jeg er sikker på at i gør absolut det bedste for Villum 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for du gider dele 🙂 Jeg har også tænkt: jamen han er som han er! Og det respektere jeg. Netop derfor vil jeg heller ikke presse ham. Han skal have lov til at være sig selv først og fremmest. Der hvor jeg godt kan se problemet er i forhold til skolen fx. For drengene er vældig kvik, og hvor vil det være synd, hvis han ikke føler han vil sige ting højt.

      Men vi er meget obs på ikke at presse ham. Når han kommer hjem bruger han fx altid en rum tid på at lande. Sådan har han det bedst 🙂 Og så er det sådan!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Næh, min unge er ikke mere generet en gennemsnittet, tror jeg. Mor her har til gengæld været “sådan et barn”, og dengang var det altså helt normal at tvinge børnene ud i situationer de (vi) SLET ikke var trygge ved. PS – kan det komme som et shock at det havde den stik modsatte effekt?

    Kan ikke rigtigt give dig det gyldne råd til hvad der virker, og selvfølgelig kommer han til at blive presset lidt, men så længe I holder fast I at han er som han er, og ikke pådutter ham et “lable” der skal “fixes” er jeg sikker på at han nok skal komme efter det. Det tænker jeg så at I nok har rigelig styr på allerede 😉

    Man MÅ godt være generet, ligesom man godt må være super aktiv uden at folk råber ADHD efter én. Heldigvis er vi ikke alle ens og du har da bare en dreng, der nok bliver den eftertænksomme, stille type – og det er altså også helt fantastisk 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja det er det nemlig 🙂 De typer skal vi også have nogle af! Halleluja for pædagoger er blevet klogere 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg kan genkende rigtig meget af det, du skriver. Fra mig selv.
    Jeg var det ekstremt generte barn, som alle de voksne syntes de skulle skubbe til. Samtidigt var jeg foran sprogmæssigt og havde et kæmpe ordforråd for min alder.
    I en alder af snart 23 er jeg stadig meget genert, men kan altså godt tale med fremmede. Jeg beder dog stadig min kæreste om fx at bestille for mig.
    Og helt ærligt tror jeg ikke kun, der er tale om at være genert, men nærmere om at være introvert. Efter jeg for et par år siden hørte om, at nogle er introverte og andre ekstroverte, forstod jeg pludselig en masse om mig selv. Jeg er ikke forkert, jeg er bare introvert i en verden, hvor det tit er en fordel at være ekstrovert.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for den fine kommentar 🙂 Tror du har rigtig meget ret. Hans far er absolut også introvert, så det er ikke fremmed. Og det er lige præcis om så at finde fordelene ved at være introvert.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ladies Night