Om at være pernitten

En behagelig samtale

 

Processed with MOLDIV

 

I går havde jeg sådan en samtale man ofte har, når man møder nye mennesker. Hvilket jeg gør ret tit i form af min vikar tilværelse. Men anyways… Jeg fik sagt et eller andet med mine to børn og den søde dame blev helt chokeret: “Har du to børn?” Det måtte jeg jo så bekræfte jeg har. En på snart 5 år og en på knap 2. “Jamen hvor gammel er du?” 29 år lige om straks… Så gammel ville hun aldrig have troet jeg var. Nærmere 21 – 22 år. Der voksede jeg altså lige lidt!

For det skal ingen hemmelighed være, at jeg stresser lidt over at blive 30 om meget snart. Jovist er 30 ingen alder nu om dage, men jeg synes altså alligevel det er lidt angstfremkaldende. Ikke så meget de 30 år i sig selv, men mere det der med at ramme et skarpt hjørne i rasende fart. Tiden går så vanvittigt stærkt og lige pludselig skal der sgu skrives 40 år! Og så er man jo nærmest halvvejs igennem livet. Jeg får svedeture af at tænke på det! Så det gør jeg helst ikke.

Nå, men trods mine kragetæer ved øjnene og de trætte bryster, så må jeg jo alligevel se ret ungdommelig ud. Det må være mine smilehuller og fregner 😉 Jeg tager det i hvert fald til mig! For jeg glemmer faktisk tit jeg er næsten 29 år. Jeg kan stadig tage mig selv i at tjekke om jeg har ID med, når jeg skal i byen. Selvom det hånden på hjertet nok trods alt ikke bliver nødvendigt… Eller jeg siger til en 20-årig: “Jamen så er vi cirka lige gamle.” Øh nej, dame!

Men i det mindste kan jeg nu lune mig lidt på gårsdagens samtale. Så snakker vi ikke om, da min mødregruppe troede jeg var 35…

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være pernitten